Fra afspændingspædagog til psykomotorisk terapeut

Her på bloggen vil jeg bl.a. beskrive hvad en afspændingspædagog / psykomotorisk terapeut arbejder med, og hvordan vi arbejder med specifikke problemstillinger. Det er mit ønske at flere skal kende til vores profession og få øje på den værdi vi kan skabe for menneskers sundhed og trivsel – også på samfundsniveau.
Mange ved ikke hvad en psykomotorisk terapeut laver, men de kender måske til professionen “afspændingspædagog” og har en idé om, hvad en sådan laver. Psykomotorikuddannelsen hed før 2010 afspændingspædagoguddannelsen, så som psykomototisk terapeut står vi så at sige på skuuldrene af det gamle “afspændingsfag” – det er vores rødder, vores identitet, som jeg ser det.
I dette indlæg vil jeg præsentere et citat; en beskrivelse af fagets kerneopgave, fra bogen “Afspænding – en grundbog” skrevet af Grethe Jørgensen.

Tilbage til rødderne

Afspændingspædagogikken / psykomotorikken kan gøre gavn i utrolig mange sammenhænge og hos mange aldersgrupper, men hvis vi skal prøve at nærme os kernen i faget, er det værd at se på hvordan de “gamle” lærere beskriver arbejdet. Dog er det, som Grethe Jørgensen er inde på, vigtigt at sige, at der findes forskellige retninger indenfor afspændingspædagogikken, både indenfor behandling og undervisningsstil, og at enhver afspændingspædagog sætter sit personlige præg, fordi vi som mennseker har forskellige personligheder. Men ligesom et hus har et fundament for ikke at blive væltet af vinden, ligeledes har et fag som vores nogle fælles grundtanker og kernekompetencer.

“Afspænding er den almindelige, populære, betegnelse for afspændingspædagogik. Afspænding er et overvejende forebyggende, pædagogisk arbejde, som sigter mod at normalisere muskulære spændingstilstande, med vægt på den nære forbindelse mellem kroppens funktioner og personlighedens udvikling.

Ordet afspænding er for så vidt ikke ganske dækkende, idet arbejdet lige så fuldt består i at aktivere, styrke og øge spændingen i underspændt muskulatur, som i at afspænde, sænke spændingen i overspændte muskler.
Da faget var nyt, centrerede arbejdet sig om de uhensigtsmæssige spændinger, deraf navnet, som med tiden er blevet en bredt anerkendt betegnelse for faget.
De fleste læger, psykologer og socialforvaltninger, og det vil sige henvisende instanser, ved, at en eksamineret afspændingspædagog har en treårig uddannelse, hvori indgår en ganske grundig viden inden for anatomi, fysiologi og psykologi. (…)

Afspændingspædagogik formidles i dag på forskellig vis.  Der findes forskellige afspændingspædagogiske retninger, og inden for disse vil desuden den enkelte afspændingspædagogs særpræg farve behandlingen.
Den afspændingspædagogik, jeg formidler, er bogens emne. Kort og enkelt sagt sigter den mod at hjælpe eleven til at få det bedst muligt med sin krop.
Den foregår i dialog med eleven og vil individuelt forme sig ret forskelligt. Den tager sit udgangspunkt i elevens oplevelse af sig selv og af de fænomener, vi arbejder med.
Dialogen er både verbal og kropslig. I enetimer giver jeg en manuel behandling, som er pædagogisk med hænderne. For at bruge mine hænder mest hensigtsmæssigt må jeg inddrage hele min krop, følsomhed og tankevirksomhed.
Den manuelle behandling følges op af øvelser, der er særlig relevante for netop denne elev. (…) Gennem afspænding kan eleven opleve sin krop og dens evner nuanceret og opnå en øget bevidsthed om dens tilstand og funktion. Det kan være hofteleddenes fulde bevægelsesmuligheder, som eleven måske ikke har fornemmet og udnyttet i mange år, det kan være sammenhængen mellem armenes og skulderbladenes bevægelser, bevægeligheden i alle halsens led eller ben- og fodstillingens betydning for hele holdningen, som eleven genopdager for blot at nævne nogle helt enkle eksempler.
Når jeg skriver genopdage, er det, fordi vi alle som små har fornemmet vor krops muligheder, selvom det ikke var noget, vi kunne udtrykke bevidst. Afspænding kan være en opdagelsesrejse i kroppen”

Grethe Jørgensen, 1984