Kære læser
I dette indlæg vil jeg tale lidt om tilknytning og hvad psykomotorikken har at byde på i den forbindelse.
Jeg skrev bachelor om emnet, så jeg vil bestræbe mig på, at fatte mig i korthed og ikke gøre det for teoretisk og tørt
Der er altid mulighed for at læse dybere ind i det teoretiske stof, i bøger og på internettet, hvis du skulle finde emnet særligt interessant. 
Jeg sender dig også gerne min bacheloropgave, hvis du har interesse for det – fx. hvis du er psykomotorikstuderende eller arbejder med området.

Tilknytning og psykomotorik 

Tilknytning er et begreb indenfor udviklingspsykologien, som psykiater John Bowlby og professor Mary Ainsworth udviklede en teori om op gennem 50’erne, 60’erne og 70’erne, som blev til Tilknytningsteorien. En teori om båndet mellem spædbarn og omsorgsperson og dets betydning for barnets udvikling.
Bowlby kalder tilknytningssystemet for et “evolutionært udviklet adfærdssystem”, der sørger for at barnet instinktivt rækker ud efter omsorg og beskyttelse, når barnet føler sig utryg. Dette tjener det vigtige formål for barnet, at sikre dets overlevelse. Man har set spædbørn dø på udenladske børnehjem – ikke fordi de ikke fik mad, drikke og en tør ble – men fordi de ikke fik øjenkontakt og omsorg.
Ligesom at tilknytningssystemet er indkodet i spædbarnet, så er omsorgssystemet indkodet moren / forældrene.
Men hos nogen mennesker kan omsorgssystemet være “slukket”, eller være svagt udviklet pga. morens egne oplevelser med svigt og traumer i hendes barndom. Det kan selvfølgelig også være en far, men vi bruger mor som eksempel, da hun biologisk er mere knyttet til barnet efter en lang graviditet, en fødsel og udsigt til mange måneders amning og fysisk nærkontakt (hvis forholdene er optimale) Men barnet er altså afhængigt af et veludviklet omsorgssystem hos mor og/eller far, for at det kan få stimuleret og dækket sit tilknytningsbehov – både fysisk, psykisk og socialt.

Menneskebarnet er det mest sårbare og afhængige dyr, af alle pattedyr, når det kommer til verden.
Det er ligesom andre pattedyr afhængig af mælken fra dets mor, og en varm krop at putte sig til ind til og finde tryghed ved.
Allerede her er tilknytningshormonet oxytocin en vigtig faktor for både mor og barn. Oxytocin udløses ved kærlig nærkontakt mellem mor og barn, hvilket forstærker morens trang til at passe på sit barn, og forstærker barnets følelse af tryghed. Berøring og fysisk nærhed fremmer hjernens udvikling, får barnet til at føle sig elsket, og er med til at sikre en velfungerende sanseintegration.

Der skabes forskellige tilknytningsstile alt afhængig af moren eller anden omsorgspersons evne til at være fysisk og følelsesmæssigt tilgængelig for barnet.
Dette bestemmer om barnet får en overvejende tryg eller utryg tilknytningsstil, hvilket danner fundamentet for hvordan barnet vil møde sig selv og omverdenen videre op gennem livet.
Dette kommer til udtryk fysisk, psykisk og socialt:
Som indre overbevisninger om eget værd – er jeg god nok? Føelser som skyld, skam, forkerthedsfølelse (psyke), overbevisninger om hvordan andre opfatter én – er jeg ønsket eller uønsket af andre mennesker? Fylder jeg min krop ud eller “gemmer” jeg mig, når jeg træder ind i et rum? Tør jeg at se folk i øjnene når jeg taler til dem, eller flakker mit blik? (socialt), og hvordan bærer jeg min krop generelt, hvor er der gamle spændinger, som fortæller en historie om, at jeg har måtte holde følelser eller ytringer tilbage for at få lov til at være her i verden, uden at blive udstødt, hvor sidder mit åndedræt – er det i brystet eller kommer det ned i maven, når der er ro omkring mig? Hvordan er mit stress niveau? Går jeg i virkeligheden rundt med en kronisk stress og vagtsomhed i kroppen? Eller er jeg afslappet i kroppen, føler mig robust og i kontakt med mine følelser og behov og er god til at sige til og fra? (fysisk)

Disse komponenter kan man være nysgerrig på, hvis man oplever at have været ude for utryghed iblandt sine nærmeste relationer i barndommen.

Det er de første 2-3 år af barnets liv, hvor den relationelle kontakt mellem barn og omsorgsperson får afgørende  betydning for nervesystemets og hjernens udvikling, samt hvordan barnet danner relationer senere i livet.
Kvaliteten af kontakten har dog betydning hele barndommen, ligesom at vi som voksne stadig bliver påvirket positivt og negativt af det som udspiller sig mellem os og vores omgivelser. Mennesket vil altid til en vis grad have brug for anerkendelse, føle sig set, værdsat, og elsket. Det er et behov der ligger dybt i menneskets natur. Kærlighed. Og heldigvis for det.

Tilknytning lyder umiddelbart som et tungt emne at tage fat på, men jeg finder det vigtigt som både ung og voksen, at være klar  over betydningen af en tilknytningsstil og dén indvirkning den har på vores relationer, selvværd og trivsel – på godt og ondt – således at vi forstår egne og andres følelser og reaktioner bedre. 

En mangel på følelsesmæssig omsorg i barndommen hindrer dele af hjernen i at udvikle sig optimalt, og øger barnets generelle stressniveau. Når et barn ved at det kan bede om hjælp, og føler sig set og rummet når det er ked af det, bange eller frustreret, får barnet reguleret sit nervesystem i kontakten med mor “okay, mor synes det er helt ok, at jeg føler som jeg gør, og at det hele nok skal gå”. Dette beroliger barnet og gør det i stand til at rumme sig selv i det følelsesmæssigt overvældende øjeblik.
At blive rummet og trøstet af mor eller far, når barnet er ked af det, træner barnets selvreguleringsevne, hvilket er nødvendigt for at det senere i livet kan rumme og acceptere egne følelser, uden at gå i panik eller blive bange for at verden bryder sammen, fordi der sker noget uforudset.
I en nærværende, empatisk og kærlig kontakt mellem mor og barn, kan barnet slappe af og udvikle sig. Men et barn der må være på vagt, kæmpe for mors og fars opmærksomhed, accept og kærlighed, eller måske helt give op på den, for at undgå at blive forladt. Dette er forskellige og helt ubevidst stratetisk adfærd, for at barnet kan få mest muligt af den kærlighed og beskyttelse, som det instinktivt søger og har brug for. Bliver barnet ikke mødt af ubetinget kærlighed og omsorg, morens eller farens omsorgssystem) bliver barnets frygtsystem aktiveret. Det vil altså sige, at det har et nervesystem der er i mere eller mindre konstant kamp/flugt; der er en overaktivitet i det sympatiske nervesystem. Det belaster både kroppen og hjernen på flere forskellige måder, bl.a. giver det et dårligere immunforsvar, dårligere koncentration og hukommelse, spændinger, mavepine, følelser som er sværere at rumme og styre for barnet, isolation fra eller konflikt i kontakten med andre børn, lavt selvværd mm. 

Står utrygheden på længe nok, uden at barnet oplever nye og mere trygge omstændigheder, kan nervesystemet sensitiveres i en sådan grad, at det udløser en traumetilstand i kroppen – en fastlåsthed i vores nervesystem.

En sådan fastlåsthed og kronisk stress kan vi først for alvor få løsnet op for det med en holistisk tilgang, da stress og traumer sidder i kroppen.
En utryg tilknytningsstil fra barndommen kan altså have hvidtrækkende psykiske og fysiske konsekvenser for det svigtede barn.
Hvis du oplever at noget spænder ben for dig og din sociale trivsel, vad enten det gælder venskaber eller parforhold, manglende robusthed overfor stress, symptomer på angst der kan hænge sammen med en følelsesmæssigt utryg barndom, så giver denne viden dig mulighed for at handle anderledes, og leve det liv du dybest set ønsker – et liv med tillid, mere ro, og kærlige og sunde relationer. 

Hvad kan en psykomotorisk tilgang og behandling byde ind med?

Det er her, at lige netop psykomotorisk gruppeundervisning og behandling kan være med til at genskabe kontakten og trygheden ved at være i din krop, og sammen med andre mennesker mærke accepten ved at være den du er, og begynde at elske dig selv for lige præcis at være dig. I gruppeundervisning er der stor fokus på gruppedynamik, at skabe tryghed, og tid til refleksion. I behandlingslokalet er nærvær, accept, empati og omsorg i centrum. 

I min bacheloropgave om tilknytningstraumer kom vi frem til at følgende kan være relevant at arbejde med, når det kommer til tilknytningstraumer:

• At få nye (trygge) erfaringer – sansemæssigt og relationelt.
• Få skabt ro i nervesystemet, bl.a. gennem åndedrættet, psykomotorisk behandling og berøring,
• Sikre tryghed og tillid mellem klient og behandler
• Træne sin kropsbevidsthed bl.a. ved bodyscan meditation, afspænding med redskaber samt psykomotorisk behandling. 
  Kropsbevidsthed er bevidsthed om kroppens funktion, tilstand, behov, ressourcer og begrænsninger.
  

• At genskabe kontakten til kroppen, følelser og sansninger.
• Etablere og anvende et “kropsligt anker” Dette værktøj lærer du hos mig under en psykomotorisk behandling, hvis du ønsker. Det hjælper dig til at stå mere stærkt og sikkert i dig selv, når en følelse, begivenhed eller omgivelser virker overvældende.
• Visualisering (Visualisere omgivelser som får dig til at slappe af – billeder, lyde, dufte, mennesker) Også noget vi kan træne ved en psykomotorisk behandling.
• Aktiviteter som fremmer udskillelsen af tilknytningshormonet oxytocin – behagelig berøring, kram, et varmt bad, øjenkontakt, nærvær og smil med en du holder af, fx. et barn, din kæreste, eller et kæledyr.

 Lad mig uddybe ovenstående: 

 Det er vigtigt at øve sig i at turde respektere sine behov og grænser med de rette mennesker, som vil respektere ens behov og grænser. “Men hvordan ved jeg om de vil det, og hvor finder jeg dem?” Det finder du ud af ved at begynde at sanse din krop, og lægge mærke til hvordan den reagerer sammen med forskellige mennesker. Hvilke mennesker giver dig en ro indeni, og hvilke vækker din uro og behov for at skulle præstere eller forsvare dig selv? Gå derhen hvor der er lys, fremfor mørke. Gå derhen hvor der er glæde, rummelighed, ro og kærlighed.  Dette skal blive din nye virkelighed. Og jo mere du dyrker sådanne relationer og er i denne tilstand af selvkærlig omsorg og støtte, jo mere vil din krop og hjerne opleve denne som det mest naturlige at være i; din nye virkelighed.
Det tager tid, så hav tålmodighed, og selv de mindste skridt tæller.

Samtidig kan vi også selv gøre noget for at tiltrække sunde relationer ved selv at være sunde – dvs start med at skab et stærkt fundament i dig selv, og i dit liv – kropsligt, psykisk, socialt, hjem (fast tryg base), og økonomisk.
Den kropslige del af et stærkt fundament handler helt basalt om at få kontakt til dine fødder, få kontakt til jorden under dig gennem bl.a. afspænding af fødderne. Du kan fx. bruge en fodrulle med pigge på, hvor du har et bevidst nærvær på øvelsen imens den udføres. Det skaber jordforbindelse, kontakt til kroppen fremfor tanker og bekymringer over fortid eller fremtid, og skaber ro i nervesystemet. 
Begynd at øve dig i at tænke positivt om andre mennesker, se det bedste i andre og anerkend dem for det. Tag vare på dig selv med bl.a. afspændinger og kropsbehandlinger (hvor du også her vil få øget din tillid til dig selv og andre mennesker, fordi du får fyldt dit eget bæger op med ro, indsigt og overskud) sund kost, tilstrækkeligt med søvn, og motion som giver mening for dig. Det er altsammen noget som fremmer vores ressourcer og trivsel. Det er bare vigtigt, at det ikke bliver en præstation, men ting du kan indføre som gode vaner hen ad vejen, i dit eget tempo.

Når du kommer til en psykomotorisk terapeut vil du blive mødt af nærvær og aktivt lyttende ører, for DU kender dig selv og din historie bedst. Du bliver mødt dér hvor du er, og med stor respekt for dét. Dette kommer ligeledes til udtryk i behandlingsformen, hvor terapeutens hænder blidt berører og strækker muskulaturen på en måde der tager hensyn til dit stress niveau. Det er den tilgang til mennesket, som vi er uddannet i, som psykomotoriske terapeuter. Det gør, at du (og dit nervesystem) ikke behøver at være “på vagt” overfor at skulle forsvare dig, frygte at blive dømt, eller forholde dig til pludselig smerte eller ubehag gennem hårde massagetryk.

 viNår du kommer op på briksen bliver du spurgt ind til hvordan du har det, og hvordan du ligger lige nu, kropsligt og mentalt. En slags “tjek-in” med dig selv. 
Du har tøj på under hele behandlingen hos en psykomotorisk terapeut, hvilket øger følelsen af tryghed og afgrænsning.
Du bliver tilrettelagt med puder, så alle led og muskler i kroppen kan slappe mest muligt af og give sig hen til underlaget. Tilrettelæggelsen med puder er ikke færdig før at du er HELT tilfreds, og du må gerne stille krav, som var du prinsessen på ærten Denne sekvens ligger der en stor omsorg i, og du får øvet dig i at udtrykke dine behov, sige dem højt og blive mødt i dem!
Jeg starter med at lave ledbevægelighed, hvor jeg bærer en arm og et ben ad gangen, og du skal blot slappe af og sanse hvordan det er, at blive ført og “holdt”. Spænder jeg op og holder mig tilbage, eller lader jeg terapeuten tage helt over? Intet er mere rigtigt end noget andet, det handler om at være nysgerrig og lære sig selv at kende.
Gennem afspændingsbehandling, får du nærværende, kontaktfulde hænder på kroppen, som bringer dig i en dyb tilstand af hvile og restitution. Alt efter hvad du kommer med af behov, vil jeg løbende spørge ind til hvad du sanser, for at holde dig nærværende i nuet og øge kropsbevidstheden. Men hvis du kommer med et behov for omsorg og restitution, vil jeg lade dig synke ind i dét, og tage oplevelsen af ro og tryghed følge dig med videre ud i resten af dagen. Ligesom jeg starter med en “tjek-in” vil jeg afslutte sessionen med at guide dig til at mærke forskellen fra før behandlingen startede, til nu hvor behandlingen er slut.